CORONAKRISEN Copenhagen Center for Social Data Science (SODAS)

^{Af Jonas Toubøl og Hjalmar Bang Carlsen. Ledere af forskningsprojektet Solidaritet og frivillighed i coronakrisen. Begge er postdoc ved hhv. sociologisk institut og SODAS, Københavns Universitet.}

Under coronakrisen har vi set en ekstraordinær mobilisering af borgere, der søger at hjælpe dem, der kommer i klemme i krisen. 54 % af befolkningen har givet hjælp, og 27 % modtager hjælp, mens 14 % procent efterspørger mere hjælp. Men hvad betinger, at hjælpen når de rette, og hvad er de mulige konsekvenser for det mentale velvære, hvis man ikke modtager den hjælp, man har behov for?

I aftentimerne efter, at Mette Frederiksen på et pressemøde den 11. marts 2020 annoncerede, at Danmark ville lukke nede for mindske smittespredningen af COVID-19, dannede borgere spredt over hele Danmark mindst 56 grupper på Facebook med det formål at udbyde og efterspørge hjælp til at håndtere de udfordringer, som pandemien og nedlukningen afstedkom. Dagen efter opstod ligeså mange grupper, og indenfor 3 uger kunne vi tælle ca. 250 grupper spredt over hele landet, med et samlet antal medlemmer, der skal tælles i hundredetusindevis (se figur 1 og 2).

At danskerne er opmærksomme på andres behov for hjælp og støtte og villige til med kort varsel at lægge endog meget betydelige resurser i form af tid og energi i at hjælpe har vi set før, seneste i forbindelse med mobiliseringen af flygtningesolidaritetsbevægelsen i 2014 og 2015, da kriserne i Mellemøsten og Nordafrika tvang c. 2 mio. flygtninge til Europa og Danmark i deres søgen efter sikkerhed (Toubøl 2015). Hvor det i 2014-2015 var solidariteten med flygtningene, der var drivende, ser vi under coronakrisen en opblomstring af samfundssind og praktisk solidaritet (Andersen and Kirkegaard 2020).

1. Befolkningens praktiske solidaritet og hjælp

I nærværende artikel er det civilsamfundets mobiliseringen af hjælpeadfærd der er fokus. I alt 54 % procent af danskerne har udført en hjælpehandling i relation til coronakrisen. Repertoiret af hjælp fordeler sig som vist i figur 3 (for baggrundsinformation om datagrundlaget se faktaboksen). Informationsdeling er den mest udbredte hjælpeform og dækker over alt fra et dele et opslag på et socialt medie til sundhedsprofessionelle, som tager sig tid til også i deres fritid at rådgive andre i deres netværk eller via sociale medier. Dernæst følger hjælp til isolerede, som ca. 24 % af befolkningen udfører. Det kan være hjælp til indkøb eller at gå en tur med hunden for mennesker, som opfatter sig som særligt udsatte for COVID-19 og derfor isolerer sig. Omkring 12 % giver økonomisk eller anden materiel støtte til personer, der er ramt af konsekvenserne af krisen, og samme andel hjælper familier (både en-personers og flerpersoners familier), som har brug for støtte til at få hverdagen til fungere under krisen. Knap 10 % passer andres børn, typisk bedsteforældre, der træder til, og så har vi omkring 5 % der giver transporthjælp til COVID-19 udsatte for hvem f.eks. offentlig transport udgør en risiko og 5 %, der har doneret til diverse initiativer. Repertoiret er altså ganske varieret.

Det varierede billede går ikke igen, når vi ser på, hvordan hjælpen formidles i figur 4. Her er den dominerende organiseringsform eget personlige netværk. Man hjælper – ikke overraskende – hovedsageligt dem, man kender, venner, familie, kolleger og naboer. Men det kan alligevel overraske, at NGO’er og foreninger, som fylder meget i mediebilledet, her ikke fylder på samme måde. Det underbygger billedet fra tidligere undersøgelser af, at det uformelle civilsamfunds fylde er ganske betragteligt til trods for, at forskningen såvel som offentligheden har fokuseret på de formelle organisationer, som er synlige aktive aktører i offentligheden (F.eks. Fridberg et al. 2014; Boje 2017). Endelig har hver tiende hjælper benyttet sig af internetfora, hovedsageligt hjælpegrupper på Facebook. Her skal det anføres, at andelen på 19 %, som svarer, at de har brugt sociale medier til at hjælpe, er betragteligt højere. Det indikerer, at sociale medier også spiller en rolle i andre organiseringer af hjælp end deciderede Facebook hjælpegrupper.

De uformelle netværk og dertil uformelle sammenslutninger og internet foras samlede betydning peger også i retning af den væsentlige rolle indlejreingen i sociale netværk (eller besiddelsen af social kapital om man vil) spiller for formidlingen af hjælpen. Inden vi vender os mod det skal vi imidlertid kort se på, hvem det er, der hhv. hjælper og modtager hjælp.

2. Hvem giver og modtager hjælp?

I denne artikel fokuser vi på udbud og efterspørgsel af hjælp ud fra socioøkonomiske grupper. Mange andre opdelinger kunne være relevante, men ift. at pandemien første og fremmest udgør en alvorlig risiko for en bestemt grupper af ældre og udsatte borgere med dårligt helbred og som derfor må forventes at tage ekstra forbehold giver opdelingen god mening. Disse grupper befinder sig nemlig særligt i gruppen af ikke-beskæftigede i den arbejdsdygtige alder (arbejdssøgende, førtidspensionister, langtidssygemeldte osv.), der udgør ca. 9,5 % af befolkningen, og gruppen af alderspensionister, der udgør ca. 22 % af befolkningen. Gruppen af beskæftigede har generelt flere resurser og bedre helbred (ca. 60 % af befolkningen) mens de uddannelsessøgende har meget få resurser, men godt helbred (ca. 6 % af befolkningen).

Med sine mange resurser og gode helbred og dermed mindre risiko for alvorlige følger af COVID-19 er det ikke overraskende at gruppen af beskæftigede tegner sig som den primære giver af hjælp som det fremgår af figur 5. 60 % har på den ene eller anden måde ydet hjælp i coronakrisen. Mere overraskende kan det nok forekomme, at de ikke beskæftigede med få resurser og dårligt helbred er gruppen, hvor næst flest hjælper. 55 % af gruppens medlemmer har ydet hjælp. Det er imidlertid ikke så overraskende, når vi konsultere tidligere undersøgelser, der dokumenterer samme tendens, som omvendt afviger markant fra frivillighed i formelle organisationer, hvor denne gruppe er stærkt underrepræsenteret (f.eks. Henriksen, Koch-Nielsen, and Rosdahl 2008; Boje 2014). Pensionisterne, som normalt ligger højt, ligger lavest af alle grupper. En mulig forklaring er at COVID-19 er særligt farlig for gruppens medlemmer. Uddannelsessøgende ligger også forholdsvist lavt og ligeledes i betragtning af, at gruppen, når det kommer til formel frivillighed, normalt ligger meget højt.

En del af forklaringen på, hvorfor de ikke-beskæftigede ligger så højt, kan muligvis forklares med, at det også er i denne gruppe flest modtager hjælp (se figur 6). Da grupperne også afspejler samfundet segregering i øvrigt, vil de ikke-beskæftigede i højere grad være eksponeret for hinandens behov for hjælp, hvad mange så søger at imødekomme. De uddannelsessøgende er den gruppe, hvor næst flest modtager hjælp. Nærmere analyse afslører, at det især drejer sig om økonomisk støtte, antageligt fra familie. Da uddannelsessøgende er en af de grupper med den absolut mindste personlige indkomst i befolkningen, vil nedlukningen ramme hårdt, da de fleste af de prekære jobs, som uddannelsessøgende supplerer deres elevløn eller SU med, forsvinder. Pensionisterne ligger ikke nævneværdigt højere end de beskæftigede, og det kan overraske. En mulig forklaring kan være at mange af dem, der har behov for hjælp allerede fik det før krisen. Da spørgsmålet spørger specifikt til hjælp afledt af coronakrisen, ser vi derfor ikke et så højt behov for hjælp.

3. Mødes udbud og efterspørgsel af hjælp?

Et afgørende kriterie for, hvor godt vi afbøder konsekvenserne af krisen, og om samfundssindet slår til og omfatter alle samfundets medlemmer, er, om vi som samfund formår at hjælpe dem, der kommer i klemme. Figur 7 er afslørende, da det her er klart at en gruppe i særlig høj grad svarer, at de ikke får den hjælp, de har behov for, nemlig gruppen af ikke-beskæftigede. Til trods for det ovenfor dokumenterede store udbud af hjælp er der særligt i denne gruppe en efterspørgsel, som ikke mødes. Figur 8 giver et bud på en nærliggende forklaring, nemlig at selvsamme gruppe har lav social kapital i form af ringe indlejring i de sociale netværk, som vi tidligere så, at hjælpen primært flyder igennem (se figur 4). En umiddelbar hypotese er, at flere individer uden for arbejdsmarkedet pga. deres relative netværksmæssige afkobling fra det omkringliggende samfund, ikke har adgang til den hjælp, der udbydes, og omvendt, den hjælp, der udbydes, kan ikke nå frem. Det rejser det presserende politiske spørgsmål om, hvem der så burde træde til. Nærliggende er de offentlige institutioner på social og arbejdsmarkedsområdet eller formelle aktører i civilsamfundet. Men mange af de sociale tilbud er lukket ned og dermed forholdsvist handlingslammede. En gruppe forholdsvis udsatte borgere er tilsyneladende særligt kommet i klemme i coronakrisen.

4. Mulige konsekvenser af manglende hjælp

Til slut skal vi kort diskutere en blandt mange mulige konsekvenser af ikke at modtage den hjælp, man har behov for, i en krise situation. Det er utvivlsomt, at psykisk sårbare og personer med dårligt mentalt helbred i særlig grad stresses og belastes af en samfundskrise, som den vi i øjeblikket gennemgår. Krisen skaber usikkerhed og oplevede risici øges. En nærliggende hypotese er, at en situation, hvor man oplever ikke at kunne få den hjælp til at håndtere situationen, som man har brugt, påvirker ens mentale helbred og velvære negativt. I vores undersøgelse spørger vi også til en række opfattelser af og følelser i forhold til coronakrisen. Blandt andet om man oplever krisen som 1) frygtindgydende, 2) bekymrende, 3) noget der er tæt, 4) noget man tænker på hele tiden, 5) føler sig hjælpeløs overfor, eller om man 6) føler sig i stand til at bekæmpe coronavirusset og dets konsekvenser. Vi har analyseret sammenhængen mellem på denne side scoren på indekset for, om man får opfyldt sit behov for hjælp, der også blev anvendt i figur 6, og på den anden side i hvilken grad, man oplever coronakrisen på de seks førnævnte måder. I analyserne, der er udført som lineære multivariate regressioner (OLS), kontrollerer vi for en række faktorer, herunder generelt selvvurderet helbred, kronisk sygdom, om man selv eller nogen, man kender, har COVID-19, politisk attitude, generel tillid til andre, socioøkonomisk status, stilling, urbaniseringsgrad, familie type, køn og social kapital. For alle seks måder at opleve coronakrisen med undtagelsen af den sidste, der angik om man følte sig mægtiggjort og besiddende agentskab, var sammenhængen med at mangle hjælp statistisk signifikant og positiv. Dvs. at i jo højere grad man mangler hjælp, i jo højere grad oplever man coronakrisen som frygtindgydende, bekymrende, noget der er tæt, noget man tænker på hele tiden og føler sig hjælpeløs. Særligt for følelsen af hjælpeløshed er sammenhængen stærk, som illustreret i figur 9, hvor vi kan se modellens forudsagte statistiske (og altså ikke kausale) effekt. I den lavere del af X-aksen, som viser scoren på indekset for mangel på hjælp, er der ingen effekt, men forskellen fra omkring 0,2-0,6 er svarer til at man rykker et point op på 1-5 skalaen for hvor hjælpeløs, man føler sig, dvs. en forskel på omkring 25 %. Det er således en betragtelig statistisk effekt, vi har med at gøre.

Vi kan ikke afgøre årsagsforholdet med de forhåndenværende tværsnitsdata, men det er nærliggende at slutte, at der er en sammenhæng, som også kan være gensidigt forstærkende, i den forstand at mangel på hjælp skaber en følelse af hjælpeløshed, der øger desperation og passivitet, som svækker den sociale kapital i form af tillid og sociale netværksforbindelser, som igen øger behovet for hjælp. Uanset kan vi for indeværende kun spekulere i årsagsforholdet og konstatere, at disse negative følelser og tanker er sandsynliggjorte kandidater til konsekvenser af, at hjælpebehovene ikke imødekommes fuldt ud.

Baggrund for undersøgelsen Solidaritet og frivillighed i coronakrisen

Undersøgelsen gennemføres af forskere fra Københavns Universitet i samarbejde med Center for Frivilligt Socialt Arbejde og forskere fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Den finansieres af bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond og det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Dertil er Jonas Toubøls forskning støttet af Carlsberg Fondet. Danmarks Statistik har indsamlet data via web og telefon interviews. Data er indsamlet i perioden 3. april til 11. maj 2020. Knap 8-000 er blevet spurgt og 3.389 har afgivet komplette svar, hvad giver en svarprocent på 42,5. Dertil kommer 532 delvist komplette besvarelser. Overordnet er undersøgelsen repræsentativ for den danske befolkning, men resultaterne i nærværende er vægtet for socioøkonomisk status, alder og køn. Dertil benytter vi data indsamlet fra Facebook, hvor vi via en inklusiv søgestrategi kombineret med efterfølgende forskervalidering har identificeret et tæt på udtømmende udvalg af alle grupper, der beskæftiger sig specifikt med coronahjælp.

---